Boganmeldelser af Kontanthjælp eller Uddannelseshjælp - Og hvad så nu?

Anmeldelse af Janni Astrup:

"Bogen ”Kontanthjælp eller Uddannelseshjælp – og hvad så nu?

Jeg har været uddannet socialrådgiver i knap 9 år, og har været beskæftiget inden for mange områder af rådgiverfaget. De seneste 6 år, har jeg arbejdet som socialrådgiver i den pædagogiske verden, og fokus var på den pædagogiske metode, og jeg beskæftigede mig ikke ret meget med lovgivning. I forbindelse med et jobskifte for et par måneder siden, blev det klart at jeg måtte opsøge faglig viden for at klæde mig selv bedre på til at varetage mit nye arbejdsområde. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med Louise Schelde Frederiksen via ”Sociale- rettigheder.dk på nettet, og har fulgt med i hendes udgivelser af fagbøger. Derfor var det et oplagt sted at søge efter relevant viden.

Bogen udgør 12 kapitler, og giver et godt overblik, relevant faglig viden samt rådgivning omkring det at modtage kontanthjælp/uddannelseshjælp. Bogen er skrevet i et tilgængeligt sprog og er konkret og overskuelig at gå til.

Som borger vejledes du igennem de muligheder du har i sammenspil med lovgivningen og bliver klædt på til at kunne sætte mål for nutid/fremtid og igangsætte den proces via coachende spørgsmål, som hele kapitel 1 tager udgangspunkt i.

Som professionel får jeg den nødvendige viden til at understøtte mit faglige virke til bedst mulig gavn for og i samarbejde med borgeren.

Jeg værdsætter, at bogen lægger op til, at både system og borger har et ansvar hvis målene skal lykkes positivt.

Det der, ud fra mit synspunkt, gør denne bog særlig er, at den har en brugbar tilgængelighed uanset om du er borger eller fagperson – herunder også uanset hvilket område og hvilket fag man er inden for.

Jeg vil anbefale den til alle, der ønsker at blive klogere på rammer og muligheder, når man modtager kontanthjælp/uddannelseshjælp.

Med venlig hilsen

Janni Astrup - Socialrådgiver"